Metodestriden

5.1.2. METODESTRIDEN
Positivismen kan generelt definieres som en videnskabelig holdning indenfor historie- og samfundsvidenskaberne, der hylder den antagelse, at man relativt uproblematisk kan anvende naturvidenskabelige metoder her /…/
Indenfor den økonomiske videnskab er det især Adam Smiths og Ricardos modeltænkning, altså anvendelsen af metoder fra den klassiske fysik, tankeeksperiment, idealisering, matematisk iklædning af lovmæssigheder, der bærer de naturvidenskabelige metoder frem indenfor samfundsvidenskaberne. Heroverfor står en helt anden opfattelse af den økonomiske videnskab, som er knyttet til forestillingen om politiske faktorers konstituerende indflytelse på bestemmelsen af økonomiens genstand. En sådan opfattelse karakteriserer den såkaldte ældre og yngre “historiske skole” indenfor den økonomiske videnskab.
“Den ældre skole” repræsenteres af navne som Roscher, Knies og Hildebrand, “den yngre historiske skole” af navnet Schmoller[2] især. Schmoller forsøgte i 70-erne og 80-erne af det 19-nde århundrede at skabe en alternativ økonomisk videbskab, det var knyttet til arbejderbevægelsen og i økonomien så en mulighet for at realisere etiske normer, der konkretiseres i retning af en forbetring af arbejderklassens vilkår gennem en integrering i det kapitalistiske system. Denne skole stiftede foreningen “Verein für Sozialpolitik, som også Max Weber var medlem af. /…/
Dette program gik ud på at afvise generelle love i den økonomiske videnskab. Love her var af en meget begrænset gyldighed.
De økonomiske fænomener og bevægelser bestemtes derimod efter Schmollers mening delvis af sociale og politiske faktorer. Derfor skulle den økonomiske videnskab holde sig fra præcist afgrænsede begreber, thi sådanne kunne først nås for enden af emnets egen udviklingsproces, der var betinget af politiske faktorer. I stedet for modeltænkning og deduktion skulle den økonomiske videnskab benytte sig af induktion, altså af empirisk generalisation, og derved nå til indsigt om visse lovmæssigheder, der ikke var af særlig universel karakter.
Denne opfattelse af den økonomiske videnskab hører naturligvis nøje sammen med den opfattelse af samfundet som bl.a. kommer till udtryck i Bernsteins och Kautskys revisionistiske socialdemokratisme.
Hertil hører Hilferdings teori om ‘den politiske løn’, altså tesen om, at lønnens størrelse bestemmes af arbejderklassens politiske styrke og ikke af værdiloven, altså ikke af forholdet mellem enkelt- og totalkapital som indeks på akkumulationsfondens og profittens størrelse.
/…/
[2] “Historisme” betyder en historisk forståelse, der vil forstå fortiden på dennes præmisser, og måle den med dens egne alen. Det betyder også en erkendelseteoretisk og videnskabsteoretisk holdning, der afviser en “transcendental”, altså eviggyldig, uhistorisk tilgang til det sande.
Denne betegnelse har ikke udelukkende “negativ” eller kritisk indhold. Begrebet “historicisme” er vel den angelsaksiske version av “historisme”, og har samme betydning, blot bruges ordet i en mere negativ sammenhæng. Med Popper er det blevet et skældsord mod en holdning indenfor historie- og samfundsvidenskaberne, som Popper vel nok selv i vid udstrækning har opfundet, men som af ukyndige alt for ofte problemløst forbindes med Marx’ og Mannheims skrifter. Denne negative betydning er blevet yderligere cementeret af Althusser, dog i et andet ærinde end Poppers.”

ur Ole Fogh Kirkeby: Kapitallogik og historie (Ruc Boghandel & Forlag 1975), s. 173–175, 220

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s