Peter Wessel Zapffe om “det objektivt tragiske”, t.eks. hur epletræet blir tragisk

Det objektivt tragiske /…/ er saaledes ødeleggelse av den principielle kampmulighet. /…/ En mere utførlig definition kunde lyde: Det tragiske forløp blir til paa den maaten, at en menneske søker at realisere en repræsentativ livsform med repræsentative midler, og derved opnaar et veto som bryter hans livstro ned.
Et vurderingselement blander sig her med et rent funktionelt element. Der kunde da sættes merke ved uttrycket objektivt tragisk: bestemmelsen indeholder jo subjektive bestanddele. Uttrykket er valgt for at skape motsætning til det “poetisk-tragiske”; det betegner de tildragelser i omverdenen som eventuelt kunde avgi raastoffet til “tragisk digtning” /…/
§ 76. Kommentar. Ser vi tilbake paa frugttræet, som brækker fordi det bærer for rikt, er der straks kommentarer at gjøre. Træet maa antropomorfoseres, skal det rykkes ind i et tragisk aspekt. Man kan anta at træet ikke har nogen bevisst trang til at bryte ut av gjentagelsen og skape en “høiere” livsform, en rikere, mere fuldkommen manifestation av frugttræets “idé” – d.v.s. funktionstype. Selv om træet var bevisst, vilde sandsynligvis dets formkræfter, dets tilgrundliggende substrater, uten rest være utfoldet of virkeliggjort i og med den blotte fortsættelse, opretholdelsen av den standard som en gang er naadd, og dens overførsel til nye individer. Det er fra epletræsynspunkt (d.v.s. ut fra menneskets opfatning av epletræet) intet utilfredsstillende ved dette, hvert aar at bære det samme respektable antal passelig store epler – med periodiske svingninger om et gjennemsnit. /…/ Et træ som blev dødelig riktbærende vilde av sine artsfæller bli set paa som blot og bart sykt (hypertrofisk) /…/
Helt anderledes, dersom træet eller med-træerne forbunder en værdi med den indtrufne vekst, og derfor føler tilskyndelse eller finder grund til at efterstræbe den, eller til at anerkjende den og være stolt av den, naat den indfinder sig av sig selv. Men alarmerende blir situationen først, naar den nya værdi træder i konkurrens med fortsættelseshensynet: I frambringelsen av flere og stadig større epler ser træet nu den eneste mening med sin tilværelse. Ethvert stadium, som én gang er prøvet, har uttømt sine muligheter for individets historie, slik at gjentagelse eller forbliven paa samme stadium er unødvendig, øde, bortkastet, ikke-liv. Man kan forestille sig at den nye værdi, den nye stolthet og den nye fare, stigningen i livsspænding, den økede ekstase jo mere bristningen nærmer sig – at alt dette er sprunget som en differentierende mutation frem av den gamle sleft, som bare kjendte gjentagelsen med dens farer og dens værdier. Med den nye værdi kommer der en ny katastrofe og et nyt perspektiv: Nu rammes jag ikke som før, uten at ha bidraget med andet end min mottagelighet for ulykke, men jag rammes, forde jag repræsenterer, og vil repreæsentere, et plus i forhold til de gamle livsmaal. Træet blir tragisk ved at mennesket lægger ind i det sin egen bekræftelsetrang, sin fuldkommenhetsdrift, sin uendelighetslængsel, sin “grænseoverskridende tendens” (E. Berggrav).
For hos mennesket har de kritiske mutationer fundet sted, hos mennesket er der sprunget frem et kim, som kræver at bli utfoldet gjennem skjønhet, styrke, mod, følsomhet, kjærlighet, indsigt . . . ut over hvilkensomhelst grænse som dikteres av hensynet til liv og avl. Frugterne av dette “hellige dødskim” finder man i de høieste kulturelle frembringelser.

Från sida 336–337 i Om det tragiske (1941) av Peter Wessel Zapffe.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s