Peter Wessel Zapffe om det tragiske (1941)

338:
Da nu det tragiske perspektiv fordrer baade en egenartet funktionel utfoldelse og en sammenfattende intelligens av relativt høi utvikling hos den som skal opleve det (enten det er ofret eller tilskueren), saa ligger det nær at tænke at man ikke vil finde det utformet paa et hvilketsomhelst kulturtrin, ialfald ikke som nogen avgrænset kategori. Det forutsætter jo blandt andet at den opfattende skal kunne skjelne mellem det faktiske og det principielle. Oplevelsen av det tragiske perspektiv synes da ogsaa at være en forholdsvis sen frugt av menneskelig aandsutvikling, et privilegium for en moderne, mere differentiert slegt. /…/
Primitive stammer har neppe nogen klar forestilling om en forskjel mellem elementær og kvalificeret undergang. Naar det sarte, fintfølende, fantasifulde eller dypttænkende individ bryter sammen under krigens og jagtens blodige vildskap, mens de enkle og stumpe naturer holder stand, saa er ofret sikkert alene om at føle sine egenskaper som andet en en sykelig svækkelse; kanske foragter han til og med sig selv. /…/ Først en senere tid, som deler ofrets idealer, kan opfatte det tragiske i hans lod. /…/ Et aller første skridt har man da ogsaa i den lære, at de som blir dræpt under jagt og kamp faar stoltere vilkaar efter døden end de sengedøde.

340-341:
Baade subjekt og tilskuer kan skifte sterkt. Subjektet kan rammes enten som individ eller som medlem av en gruppe (familie, laug, nation, race o.s.v.) eller som menneske i sin almindelighet, som artsrepræsentant. Gruppefællerne vil da opleve tragiken og rammes av dens principielle konsekvenser dersom det er gruppeinteressen som er engagert i forløpet. Vad utvidet betydning av ordet kan man se tragisk struktur i hele kulturbevægelsers forløp; rammet er da ikke de enkelte tilhængere, men selve bevægelsen, som man gjør til interessebærer ved en slags personifikation. Men i forgrunden staar den personlige tragik, hvor interessebæreren er et individ, der i tilfælde oplever den kollektive interesse som et personlig anliggende.

342:
Muligheten for tragik er større, naar en enkelt interesse tydlig dominerer. Det eksklusive, saa at si aristokratiske ved den tragiske skæbne hænger sammen med en slik selektivitet i interesselivet. /…/
Denne selektivitet kan sees i forbindelse med det forhold, at det overveiende antal tragiske skikkelser i litteraturen er mænd. (Sætningen er grovt skematisk.)

343-344:
Begrepet kultur samler al menneskelig indsats som tar sigte paa centrale livsmaal, individuelle som kollektive. Man kan derfor si att det tragiske er knyttet til kulturelt relevante former for stræben; de irrelevante er for sterkt utsat for at bli bedømt som feilfiksation. Indenfor den samlede kulturelle stræben kan man nu gjenta sondringen mellem repræsentative individer og det store gjennemsnit. De første er kommet længer, de befinder sig, direkte eller indirekte, paa stadier som er gjennemsnittets maal i første eller anden omgang. Vi trænger et uttryck for denne repræsentative egenskap, som ju kan variere i det ubegrænsede. Den teoretiske tradition tilbyr betegnelsen storhet og jeg ser ingen grund til ikke at benytte den.
Storheten grænser nedad til det fuldværdige gjennemsnit; /…/ Opad har storheten ingen principiel grænse; den kan netop ha noget grænseløst ved sig, som hænger sammen med den menneskalige “uendelighetstrang”. Men faktisk er der en grænse: Vad visse arter av storhet sætter døden bom for en høiere utvikling: Legemet og “nerverne” er for svakt fundament for den vældige overbygning. Og i forhold til det tragiske gjør sig en eiendommelighet gjældende: Den overmenneskilige storhet har mindre at si mig end en storhet jeg lettere kan fatte, sætte mig ind i, tænke mig naa.

347-348:
§ 79. Storhet og katastrofer. Det tragiske forløp kan nu ogsaa beskrives som et forløp, hvor storhet fører til katastrofe. /…/
Opgaven blir derfor at gi en oversigt over varianterne; der er jo mange slags storhet, mange slags katastrofer og mange veie fra det ene til det andet.

348-349:
Paa fire forskjellige maater kan den farlige egenskap staa i funktionel forbindelse med storheten:
1. Den farlige egenskap ligger i storhetens forutsætninger: Den sjælelig sygdom fremkalder storhet of forbereder samtidig personlighetens undergang. Strukturen er her av psykisk-fysiologisk art; deatljerne er unddrat vor viden.
2. Storheten er identisk med den farlige egenskap: forskeraanden under kirkens inkvisition. En autotelisk værdi er fordærverlig i det specielle miljø, hvor den utfolder sig.
3. Storheten er forbundet med den farlige egenskap: Den geniale fører taaler ikke at andre kommer til; de undertrykte slutter sig sammen og styrter ham. /…/
4. Den farlige egenskap er en følge av storheten: En mand viser stor begavelse i et partikulært foretagende og blir feiret. Efter denne oplevelse kan han ikke mere finde sig tilrette i sit tidligere liv, forsømmer sit arbeide og gaar omsider til grunde.

349-350:
De forskjellige arter struktur vises bedst ved eksempler i tilknytning til de enkelte inddelingsgrundlag. /…/
A. Motmagten er knyttet til storhetens tilblivelse, utfoldelse eller resultat.
B. Storheten er av autotelisk eller heterotelisk karakter.
C. Storheten ligger i et fiksationsforhold eller et kapacitetsforhold.
D. Storheten gjør sig gjældende paa det biologiske, sociale eller metafysiske interessefelt. Den utfoldes i et fiendtlig (satanisk), indifferent eller sympatetisk miljø.
E. Storheten er knyttet til et realt eller irrealt engagement.
F. Katastrofen rammer (direkte eller indirekte) den interesse som er knyttet til storhetens realisation, eller den rammer en anden interesse.
G. Storheten er ensidig eller flersidig. Den fører til katastrofe gjennem konflikt eller uten konflikt. Interfrontal tragik.
H. Motmagten er ytre eller indre.
I. Den rammede bidrager til forløpet med eksistensskyld, fysiologisk skyld, funktionsskyld, psykologisk, etisk, juridisk eller metafysisk skuld.
K. Storheten skyldes “nødvendige” eller “tilfældige” forutsætninger. Katastrofen er adækvat eller inadækvat følge av storheten.
Et givet tragisk tilfælde vil kunne stilles ind i hvilkensomhelst av disse relationer

362:
Man kan ogsaa tale om tragik som er karakteristisk for perioden, bestemt av dens kulturelle hovedtanker: forskeraandens tragik i religiøst-fanatiske tider (især naar religionen er virkelig truet – Sokrates, Bruno), politisk ærgjerrighets tragik (gamle Rom, renæssancen), militær magtstræben (oldtidens erobrertog, Wallenstein, Napoleon). Den framragende russiske arbeider avancerer til ansvarshavende, blir paalagt uløselige opgaver og straffet som sabotør. Selve perioden som værdibærer faar tragisk skjær i Oswald Spenglers appercaption: En central kulturtankes modning er varsel om dens forestaande undergang.

410:
§93. Tragik og livsanskuelse. Tragik er definert som ødelæggelse av den principielle kampmulighet; i det tragiske forløp ligger fordærvelsen i haabets vei. Ved forløpets begyndelse maa der altsaa være haab tilstede, og ved forløpets slut maa haabet være dræpt, – det tragiske har sin plads paa veien mellem haab og ikke-haab.
Av dette føljer, at to grupper subjekter er avskaaret fra at opleve et tragisk forløp. Den ene gruppen bestaar av dem, hvis haab er grundet paa ønsket og viljen alene og derfor er uavhængig av ethvert empirisk forløp. Hvorledes det end gaar med alle deres reale værdier, saa bevarer de sin hypotetiske centralværdi, fordi de ganske enkelt negter at den er rammet. Til denne gruppe hører alle “svorne” optimister of de fleste religiøst troende. For dem oplyser et tragisk forløp ingenting om det ene fornødne, vare om selvhævdelsens vildfarelser of kjødets skrøpelighet. I sidste instans redder de sig ved den rene fortolkningsakrobatik utan spor av skrupler. Denne holdning er kulturelt relevant i deres egne øine, men uanstændig i deres, som forlanger intellektuel redelighet.
Den anden gruppe bestaar av dem, som allerede fra begyndelsen av var utan haab, og som derfor ingenting hadde at tape. Slike mennesker maatte man søke blandt nihilister, buddhister og tilhængere av Schopenhauers filosofi. For dem er det tragiske forløp bare en unødvendig bekræftelse paa ting de allerede var paa det rene med.
Livsanskuelsen (i ordets videste betydning som omfattende baade ønske-, arbeids- of erfaringsbilledet) har paa dette vis betydning for muligheten av at opleve en skjæbne som tragisk i vor forstand. Men forholdet kan ogsaa være det omvendte. En tragisk skjæbne synes nødvendig at maatte øver en viss indflydelse paa baade den rammedes og tilskuerens opfatning av “livet”. Det tragiske er nemlig egnet til at opleves som et bevis; de elementære katastrofer forholder sig til den tragiske som forsøkene paa at tredele vinkelen med passer of linjar forholder sig til beviset for at det ikke gaar an. Det tragiske medfører derfor ifølge sin natur en pessimistisk opfatning av vilkaarene for den interesse, som var engagert i forløpet. Pessimisme betyr her: manglende tro paa muligheten av en interesses virkeliggjørelse. Hvert enkelt tilfælde av tragik vil medføre sin egen applikation av pessimismen, bestemt vad den rammede værdi og maaten den blev rammet paa.

411-412:
Allerede elementære katastrofer gir basis for en anklage mot “verdensordenen”[*], fordi den først har utstyrt os med de og de vitale interesser og derefter krænker disse intersser paa det skrækkeligste. /…/ Mens den elementære katastrofe viser hvad man risikerer ved at være menneske, fortæller den tragiske hvad det betyr at være menneske; den gir de ytterste omrids av vor “kosmiske situation”.
Og i tragikens lys er denne situation ikke til at bære. /…/
Menneskeformens ytterste mulighet realiseres, naar individet blir trofast mot de hellige og dødelige kim som løfter ham til guderangens høide og dermed aapner avgrunden for hans fot. /…/ I styrtningens øieblik staar den tragiske sjæl ansigt til ansigt med fienden som likeværdig motstander. Han er bærer av et i menneskeøine høiere princip end det som seirer, men nu vet han, at dette høiere princip ikke har livets ret.

[*] “Verdensordenen” er et uttryck man svært ofte støter paa, særlig i tysk tragisk teori. Nogen oplysning om hvad ordet betyr i hvert enkelt tilfælde, finder man sjelden eller aldrig. /…/ Vi siger verdensorden, men vi mener bare en økonomisk detalj; ingen av os har noget at utsætte paa maanens faser o.s.v. Misbruket tør ha sin grund i en slags religiøs projektion, i forestillingen om en verdens-ordner, som man kan rette sin klage mot.

Peter Wessel Zapffe, Om det tragiske (1941)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s